ja..

Det her er faktisk en ret kedelig "tilståelse". Og det føles virkelig underligt at skrive. Mest fordi det får mig til at fremstå som en større taber end jeg allerede er i forvejen.
Men her for lidt siden slog det mig faktisk, at den tid i mit liv, hvor jeg har været mest glad, var den tid hvor jeg havde dig. Det er faktisk ret så pinligt at tænke over. No offence, selvfølgelig. Det er jo ikke din skyld.
Det irritere mig faktisk en del at jeg alt for ofte tænker tilbage på de små øjeblikke som vi har haft sammen, med et kæmpe smil på læberne. Faktisk er det lidt de eneste smil jeg har lige for tiden.

"Move on", ville de fleste nok sige. Men sandheden er at jeg faktisk ER videre i mit liv. Og det er det der gør det så underligt, som det nu engang er.

Ved ikke lige, hvor jeg vil hen med det her.

Nå, men håber da du ar det godt :)