Good Morning

Jeg havde den underligste drøm nogensinde i nat. Det sker virkelig sjældent at jeg overhovedet drømmer noget jeg kan huske, og når det så endelig sker er det noget virkelig lamt. Men det her var anderledes. Ved ikke hvorfor, men jeg nødt til at fortælle nogen det.

Jeg var i Holstebro, faktisk den lejlighed vi boede i før vi flyttede til grønbjerg. Det var en eller anden stor dag, men fik aldrig fat på hvilken dag. Jeg var sammen med min mor, min ældste lillebror, Bent og min far. Og ja, min biologiske far, som egentlig sidder i fængsel nu, og som jeg hader. Men han var der. Jeg følte mig så vred. Det var som om al den vrede jeg havde haft i kroppen i løbet af de sidste fem år, bare havde hobet sig op. Og nu skulle det ud. Jeg begyndte at råbe og skrige af min far, om hvor meget jeg hadede ham, og at han var det største svin i verden. Fattede ikke, hvordan og hvorfor han kunne se sig selv i spejlet hver dag.
Sådan blev det egentlig ved i et godt stykke tid. Og for hvert ord jeg sagde blev han mere og mere ynkelig at se på. Hans ansigt var helt forvredet i smerte, og han græd som om han var blevet pisket. Og det var som om han falmede mere og mere, og til sidst blev han opløst til støv og blæste bort i vinden.
Derefter, gik jeg videre mod Gymnasiet sammen med min mor, lillebror og Bent. Jeg følte mig.. lykkelig. Som om Bent var den far jeg havde savnet hele mit liv. Det gav overhovedet ingen mening.

På skolen var det hele blevet pyntet fint op. Der skete noget stort. På hver dør var der et skilt hvor der stod navnet på den klasse, som skulle holde til derinde. Vi gik over til døren hvor der stod 1.p og gik ind. Der inde var hele klassen allerede kommet, og de vendte alle hovederne da jeg trådte ind. Jeg fandt en plads ved siden af en af de personer jeg aldrig rigtig har snakket med, eller haft noget forhold til overhovedet. Men alligevel var det som om vi altid havde været bedste venner. Vi sad og snakkede og grinede, men pludselig kom der et kæmpe lysglimt uden for vinduet. Vi alle stormede hen for at se, men lige så hurtig som det var kommet, lige så hurtigt forsvandt det igen. Men vi stod alle og gloede ud af vinduet alligevel.
Langt om længe kom der et til, og et til og sådan blev det ved indtil hele Jorden var blevet opslugt i et hvidt lys. Da det forsvandt igen og det var mulig at se noget igen, kunne jeg ikke tro mine egne øjne. Der stod flere tusind "kopier" af min far, lige så langt øjet rækkede. Jeg fattede det ikke. De begyndte alle at gå direkte mod mig.

Og så vågnede jeg. En time senere end jeg skulle. Så nåede ikke bussen, og får derfor fravær for føreste modul. Modtog dræberblikke fra Bent da jeg endelig kom ud fra mit værelse. Sidder stadig i shock.

Men Sara kommer hjem i nat. Har planer om at holde mig vågen hele natten, så jeg kan skrive med hende. Har aldrig savnet nogen så meget.